FØDSELSBERETNING

***

Det var lørdag den 25. august 2018 og 3 dage før termin. Denne dato har for mig hele tiden været en speciel dag, da Carl-Lui blev født 3 dage før termin, og helt hemmeligt har jeg håbet på, at Ellie også ville blive født 3 dage før.

En underlig følelse efter at have spist morgenmad og et “plask” i trussen. Sådan et plask hvor jeg tænkte, “er det vandet der er gået eller hvad skete der lige der?” Hurtigt ud på toilettet og tjekke. Niks, vandet var ikke gået, men derimod en skylle helt frisk blod. Og i det øjeblik nåede jeg at tænke: “Det bliver i dag!”.

Der var dog absolut ingen andre tegn på fødsel, så vi hoppede på cyklerne mod fælleden og legede på skibet og der blev kysset lidt ekstra på Carl-Lui i løbet af dagen.

Op af eftermiddagen begyndte der at komme små veer. Sådan nogle som niver lidt, men som slet ikke gør ondt og vi holdte derfor fast i vores aftale med vores søde genboer, som havde lavet lækker middag. Under middagen fortsatte de her små veer, som egentligt kom forholdsvist regelmæssigt, men som overhovedet ikke gjorde ondt – og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om der så overhovedet var noget igang. Alligevel havde jeg en følelse af, at hun var på vej.

På et tidspunkt i løbet af aftenen gik jeg over for at putte Carl-Lui. Her tog jeg tid på “veerne” i en halv times tid. Ca. femogfyrre sekunders ve med tre er halvt minuts interval. Da jeg havde været 9 cm åben ved ankomst til fødegangen med Carl-Lui og fordi alle har fortalt mig, at det går hurtigt anden gang besluttede jeg mig for at ringe til fødemodtagelsen og høre hvordan jeg skulle forholde mig. De syntes, at jeg skulle kigge ind forbi, så det gjorde vi.

Ved ti tiden om aftenen blev vi taget i mod af den sødeste smilende jordemoder, som efter at have tjekket mig gav følgende besked “3 cm åben og en baby der står meget dybt.” Hun forsøgte med en hindeløsning, som gav en lille cm mere på kontoen og tilbød os derefter at gå en halv times tid på hospitalet eller at køre hjem. Vi valgte at køre hjem og allerede der begyndte veerne, at føles som de rigtige veer, jeg kunne huske fra sidste fødsel.

Lige et visit på toilettet også over at hilse på de søde genboer igen, hvor vi fik båret Carl-Lui over til natten. Jeg må indrømme at det fremkaldte en lille tåre hos mig. Tænk sig, at næste gang jeg så min lille mand, ville verden endnu engang have forandret sig for altid.

Kort tid efter ringede jeg til fødemodtagelsen og sagde, at vi nu var på vej tilbage. Klokken 00:00 slentrede vi ned af fødegangen – stadig med overskud til smil og pauser op af væggen når veerne bed. Den samme søde jordemoder tog i mod os og konstaterede, at jeg nu var 5-6 cm åben og baby stod meget dybt. Tror hun kunne læse skuffelsen i mine øjne, hvorfor hun fortalte, at det nok skulle gå hurtigt alligevel. Og det fik hun ret i!

Hun forlod stuen for at gøre en fødestue klar og for at hente den jordemoder, som skulle være med under fødslen. Mens vi ventede, fik jeg et par kraftige veer og pludselig gik vandet med et kæmpe plask! Klokken var nu 00:20. Idet vandet gik steg smerten helt vanvittigt, det gjorde SÅ ondt og jeg skreg på en jordemoder!

Samme søde jordemoder kom ind og fik mig med det samme hjulpet over på en fødestue – nærmest på den anden side af gangen. Herfra er det hele lidt sløret, da veerne var så intense. Jeg føler, at jeg skreg mig igennem veerne, alt i mens jeg tænkte “så luk dog røven. Stop med det skrigeri!”. (Jonas siger, at det ikke var så slemt, som jeg selv synes – håber han har ret!). Husker egentligt bedst hvor lettet jeg blev, da min søde jordemoder sagde, at hun blev til fødslen!

Det føltes hurtigt som om jeg skulle presse, hvilket fik mig til at panikke lidt. Husker nemlig tydeligt fra min fødsel med Carl-Lui, at han stod højt, og at jeg ikke måtte presse med i det, som føltes som evigheder. Jordemoderen sagde dog, at jeg gerne måtte presse med eller gispe efter behov. Inde i mit hovede var jeg “kun” 5-6 cm åben og med det minde fra første fødsel turde jeg ikke helt presse med. Men så sagde jordemoder “2 veer mere og så tror jeg, hun er ude.” UDE? HVAD? Lige her gik tiden i stå. Sagde hun virkelig ude? Jeg pressede med og hovedet var født! Jeg var helt ærligt ret chokeret og skræmt på det her tidspunkt, for mentalt var jeg slet ikke der i fødslen. Kroppen blev efterfølgende født og hun kom op på mit bryst med det samme.

Klokken var 00:41 da det første magiske skrig, som fik tiden til at gå i stå og som stjal vores vejrtrækning, lød!

Blot 41 minutter efter at vi ankom til Hvidovre hospital var hun ude.
Blot 21 minutter efter at vandet gik var hun ude! Det var helt vanvittige og intense 21 minutter som nær fik mig til at panikke mens de stod på, men som efterfølgende har været de fedeste, vildeste og bedste 21 minutter nogensinde.

Søndag den 26. august 2018 klokken halv seks om morgenen forlod vi Hvidovre Hospital efter en magisk nat – nu 4 kilo ren kærlighed rigere. Aldrig har jeg følt at livet gav mere mening!

VORES FIRKLØVER.

***