… og hvordan er det så liiiiige, at man er det?

I dag er jeg halvvejs i graviditeten og det kræver da et indlæg, for nu er jeg fandme halvvejs mor til to – og hvordan er det så liiiige man er det? Jeg aner det ikke og det bliver klart en learning-by-doing-part-2.

Alligevel prøver jeg at forberede mig bare lidt på alt det, der nu skal ske. Faktisk har jeg det sødeste team på arbejdet, som har været så mega seje at give mig en gave – bare fordi man er gravid. Det er den bog som hedder “Barn nr. 2 – når familien vokser”, og det lyder alt sammen mega godt og er det jo faktisk også. MEN som min ene søde makker sagde, så findes der bare ikke bogen, som er sjov og beskriver alle de her tanker på en sjov og befriende måde. Det hele bliver lidt for alvorligt og ja, så bliver jeg sq altså lidt stiv i betrækket. Så hvis du læser med og har de der råd, som får mig til at grine i stedet for at skælve, så send dem lige min vej!

Nå, men først og fremmest er der bare så mange der har sagt til mig, at “i 2. graviditet flyver tiden bare afsted og graviditeten går såååå hurtigt.” Jeg ved faktisk ikke helt om jeg er enig!

Altså lige nu føles det i hvert fald, som om det er flere år siden jeg havde konstant kvalme og var overdrevet træt hele tiden. Omvendt, ja så går hver dag jo sindssygt hurtigt – og jeg føler slet ikke, jeg kan nå at få alt med i livet – som det ser ud nu!
Mit lille menneske – Carl-Lui altså – vokser med lynets hast, udvikler sig og bliver til det her helt fantastiske menneske – som nu skal være storebror! Det er så fantastisk og så skræmmende på en og samme tid. Er der mon andre der har haft det sådan?

Jeg har lyst til at tilbringe alle døgnets sekunder med ham (ja ja, der findes også tidspunkter, hvor man er døden nær og faktisk bare gerne vil være alene i 5 min. mens man f.eks. er på toilettet), så hvordan er det nu lige at det kommer til at føles når baby nr. to indtager verden? Har jeg nu nok kærlighed til dem begge to og får min dreng og jeg nok kvalitetstid sammen på trods af lillesøsters tilstedeværelse? Og hvad nu hvis han slet ikke kan lide lillesøster? Og hvad nu hvis og hvad nu hvis og … hvad .. nu .. hvis?

Det er jo ikke kun en kæmpe omvæltning for bette, det er sq da også en kæmpe omvæltning for mor og far. Vi skal være mor og far – igen! Det er for sindssygt og vi er taknemmelige for, at skulle opleve det største i livet endnu en gang! MEN før det sker, skal jeg også opleve det der med, at være en hval igen. Og ikke nok med det, ja så vokser min mave jo absurd hurtigt denne gang, hvis jeg selv skal sige det! (Ja, og faktisk også hvis andre skal sige det – for det er da blevet påpeget af flere personer!) Og hey, mange har sagt det før (altså at maven vokser hurtigere 2. gang), men ingen har sq sagt det så jeg forstod alvoren i det!

Derudover findes der alverdens myter i forhold til, om man venter sig en dreng eller pige – jeg åd dem råt i min første graviditet – uden at kunne finde et eneste tegn på hverken det ene elleer andet køn. Denne gang derimod føler jeg, at myterne passer. Min mave er rund og fed (i min optik), jeg er for sindsyg efter at få søde sager (hver dag!), jeg har fået bumser og min såkaldte skønhed er ikke-eksisterende, de første 3 måneder havde jeg konstant kvalme (Herreste Gud, den bedste kur mod det var da lys chokolade eller syrligt slik) og sidst men ikke mindst har jeg jo sindssyge humørsvingninger denne gang (er jeg helt sikker på min mand kan skrive under på!).

Når alt det er sagt, så nyder vi vores bette mand og nattesøvn frem til slut august. Vi glæder os som små børn til juleaften, og kan næsten ikke vente med at møde vores nye mini menneske og til at være far og mor – til to. ❤️

Okay, spejlet er beskidt. Man er vel børnefamilie.