***

Det var lørdag den 25. august 2018 og 3 dage før termin. Denne dato har for mig hele tiden været en speciel dag, da Carl-Lui blev født 3 dage før termin, og helt hemmeligt har jeg håbet på, at Ellie også ville blive født 3 dage før.

En underlig følelse efter at have spist morgenmad og et “plask” i trussen. Sådan et plask hvor jeg tænkte, “er det vandet der er gået eller hvad skete der lige der?” Hurtigt ud på toilettet og tjekke. Niks, vandet var ikke gået, men derimod en skylle helt frisk blod. Og i det øjeblik nåede jeg at tænke: “Det bliver i dag!”.

Der var dog absolut ingen andre tegn på fødsel, så vi hoppede på cyklerne mod fælleden og legede på skibet og der blev kysset lidt ekstra på Carl-Lui i løbet af dagen.

Op af eftermiddagen begyndte der at komme små veer. Sådan nogle som niver lidt, men som slet ikke gør ondt og vi holdte derfor fast i vores aftale med vores søde genboer, som havde lavet lækker middag. Under middagen fortsatte de her små veer, som egentligt kom forholdsvist regelmæssigt, men som overhovedet ikke gjorde ondt – og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om der så overhovedet var noget igang. Alligevel havde jeg en følelse af, at hun var på vej.

På et tidspunkt i løbet af aftenen gik jeg over for at putte Carl-Lui. Her tog jeg tid på “veerne” i en halv times tid. Ca. femogfyrre sekunders ve med tre er halvt minuts interval. Da jeg havde været 9 cm åben ved ankomst til fødegangen med Carl-Lui og fordi alle har fortalt mig, at det går hurtigt anden gang besluttede jeg mig for at ringe til fødemodtagelsen og høre hvordan jeg skulle forholde mig. De syntes, at jeg skulle kigge ind forbi, så det gjorde vi.

Ved ti tiden om aftenen blev vi taget i mod af den sødeste smilende jordemoder, som efter at have tjekket mig gav følgende besked “3 cm åben og en baby der står meget dybt.” Hun forsøgte med en hindeløsning, som gav en lille cm mere på kontoen og tilbød os derefter at gå en halv times tid på hospitalet eller at køre hjem. Vi valgte at køre hjem og allerede der begyndte veerne, at føles som de rigtige veer, jeg kunne huske fra sidste fødsel.

Lige et visit på toilettet også over at hilse på de søde genboer igen, hvor vi fik båret Carl-Lui over til natten. Jeg må indrømme at det fremkaldte en lille tåre hos mig. Tænk sig, at næste gang jeg så min lille mand, ville verden endnu engang have forandret sig for altid.

Kort tid efter ringede jeg til fødemodtagelsen og sagde, at vi nu var på vej tilbage. Klokken 00:00 slentrede vi ned af fødegangen – stadig med overskud til smil og pauser op af væggen når veerne bed. Den samme søde jordemoder tog i mod os og konstaterede, at jeg nu var 5-6 cm åben og baby stod meget dybt. Tror hun kunne læse skuffelsen i mine øjne, hvorfor hun fortalte, at det nok skulle gå hurtigt alligevel. Og det fik hun ret i!

Hun forlod stuen for at gøre en fødestue klar og for at hente den jordemoder, som skulle være med under fødslen. Mens vi ventede, fik jeg et par kraftige veer og pludselig gik vandet med et kæmpe plask! Klokken var nu 00:20. Idet vandet gik steg smerten helt vanvittigt, det gjorde SÅ ondt og jeg skreg på en jordemoder!

Samme søde jordemoder kom ind og fik mig med det samme hjulpet over på en fødestue – nærmest på den anden side af gangen. Herfra er det hele lidt sløret, da veerne var så intense. Jeg føler, at jeg skreg mig igennem veerne, alt i mens jeg tænkte “så luk dog røven. Stop med det skrigeri!”. (Jonas siger, at det ikke var så slemt, som jeg selv synes – håber han har ret!). Husker egentligt bedst hvor lettet jeg blev, da min søde jordemoder sagde, at hun blev til fødslen!

Det føltes hurtigt som om jeg skulle presse, hvilket fik mig til at panikke lidt. Husker nemlig tydeligt fra min fødsel med Carl-Lui, at han stod højt, og at jeg ikke måtte presse med i det, som føltes som evigheder. Jordemoderen sagde dog, at jeg gerne måtte presse med eller gispe efter behov. Inde i mit hovede var jeg “kun” 5-6 cm åben og med det minde fra første fødsel turde jeg ikke helt presse med. Men så sagde jordemoder “2 veer mere og så tror jeg, hun er ude.” UDE? HVAD? Lige her gik tiden i stå. Sagde hun virkelig ude? Jeg pressede med og hovedet var født! Jeg var helt ærligt ret chokeret og skræmt på det her tidspunkt, for mentalt var jeg slet ikke der i fødslen. Kroppen blev efterfølgende født og hun kom op på mit bryst med det samme.

Klokken var 00:41 da det første magiske skrig, som fik tiden til at gå i stå og som stjal vores vejrtrækning, lød!

Blot 41 minutter efter at vi ankom til Hvidovre hospital var hun ude.
Blot 21 minutter efter at vandet gik var hun ude! Det var helt vanvittige og intense 21 minutter som nær fik mig til at panikke mens de stod på, men som efterfølgende har været de fedeste, vildeste og bedste 21 minutter nogensinde.

Søndag den 26. august 2018 klokken halv seks om morgenen forlod vi Hvidovre Hospital efter en magisk nat – nu 4 kilo ren kærlighed rigere. Aldrig har jeg følt at livet gav mere mening!

VORES FIRKLØVER.

***

Livet ændrer sig hele tiden og det samme gør de ting, som fylder i mine tanker og mit liv. Derfor havde det været super “nice” (som Carl-Lui ville sige det), hvis nogle havde fortalt mig disse ting om stort og småt.

1. At man aldrig vil leve uden manden i sit liv når man har fundet ham. Altså som i, at bare tanken uden et liv med ham gør så ondt at jeg kunne tude til enhver tid. (Dette pladder er skrevet af en hormonfyldt preggo-krop – ikke at det gør det mindre sandt, blot at jeg aldrig havde skrevet den slags uden disse hormoner i kroppen!)

2. At brudekjolen ikke nødvendigvis er en kjole, men at der faktisk findes så mange fantastiske kjoler, som alle sammen er brudekjolen!! Ja ja, det er godt nok under et år siden, at jeg blev gift, men alligevel har jeg set såååå mange kjoler, som også kunne være drømme brudekjolen. Tænk engang hvis man kunne gennemleve sin perfekte bryllupsdag/aften/nat (med manden i sit liv – altså selv samme mand som sidst) igen og igen, men i ført en ny kjole hver gang!

3. At man arbejder 1/3 del af døgnets timer! Det er jo vanvid, når man også tænker på, at man skal have sin skønhedssøvn. Ja, så er der fandme ikke meget tid tilbage til det allervigtigste i livet, nemlig familien! Man skal sørme være glad for sit job, før det giver mening.

4. At to graviditeter ikke er ens. OG jo, det har folk fortalt mig, de har bare glemt at fortælle mig, hvordan de er forskellige. F.eks. havde det været pisse rart at vide, at man i den ene graviditet kan føle sig som en lille let fjer, mens man i den anden graviditet kan føle sig som den største og tungeste hval OG elefant på een gang.

5. At det gør mega ondt, når man skal skide efter en fødsel. (Undskyld emnet, men det er da vigtigt!) Så ondt som i at man faktisk hellere vil føde igen end at skide! Jeg kan umuligt være den eneste, der har siddet der på potten og råbt med tårer i øjnene til min mand “Jeg vil ikke! Så vil jeg fa**me f**king hellere føde igen!”

6. At det gør virkelig ondt, når ens børn græder eller har det dårligt! Sådan virkelig virkelig virkelig ondt.

7. At man satme bare bliver stolt som bare fanden, når ens børn gør noget. Ja, det kan være de mindste ting, som kan få en til at flippe helt ud og revne af stolthed. Ahrmen altså!

Jeg er færdig med mine tanker for i dag – nyttigt eller ligegyldigt.

… og hvordan er det så liiiiige, at man er det?

I dag er jeg halvvejs i graviditeten og det kræver da et indlæg, for nu er jeg fandme halvvejs mor til to – og hvordan er det så liiiige man er det? Jeg aner det ikke og det bliver klart en learning-by-doing-part-2.

Alligevel prøver jeg at forberede mig bare lidt på alt det, der nu skal ske. Faktisk har jeg det sødeste team på arbejdet, som har været så mega seje at give mig en gave – bare fordi man er gravid. Det er den bog som hedder “Barn nr. 2 – når familien vokser”, og det lyder alt sammen mega godt og er det jo faktisk også. MEN som min ene søde makker sagde, så findes der bare ikke bogen, som er sjov og beskriver alle de her tanker på en sjov og befriende måde. Det hele bliver lidt for alvorligt og ja, så bliver jeg sq altså lidt stiv i betrækket. Så hvis du læser med og har de der råd, som får mig til at grine i stedet for at skælve, så send dem lige min vej!

Nå, men først og fremmest er der bare så mange der har sagt til mig, at “i 2. graviditet flyver tiden bare afsted og graviditeten går såååå hurtigt.” Jeg ved faktisk ikke helt om jeg er enig!

Altså lige nu føles det i hvert fald, som om det er flere år siden jeg havde konstant kvalme og var overdrevet træt hele tiden. Omvendt, ja så går hver dag jo sindssygt hurtigt – og jeg føler slet ikke, jeg kan nå at få alt med i livet – som det ser ud nu!
Mit lille menneske – Carl-Lui altså – vokser med lynets hast, udvikler sig og bliver til det her helt fantastiske menneske – som nu skal være storebror! Det er så fantastisk og så skræmmende på en og samme tid. Er der mon andre der har haft det sådan?

Jeg har lyst til at tilbringe alle døgnets sekunder med ham (ja ja, der findes også tidspunkter, hvor man er døden nær og faktisk bare gerne vil være alene i 5 min. mens man f.eks. er på toilettet), så hvordan er det nu lige at det kommer til at føles når baby nr. to indtager verden? Har jeg nu nok kærlighed til dem begge to og får min dreng og jeg nok kvalitetstid sammen på trods af lillesøsters tilstedeværelse? Og hvad nu hvis han slet ikke kan lide lillesøster? Og hvad nu hvis og hvad nu hvis og … hvad .. nu .. hvis?

Det er jo ikke kun en kæmpe omvæltning for bette, det er sq da også en kæmpe omvæltning for mor og far. Vi skal være mor og far – igen! Det er for sindssygt og vi er taknemmelige for, at skulle opleve det største i livet endnu en gang! MEN før det sker, skal jeg også opleve det der med, at være en hval igen. Og ikke nok med det, ja så vokser min mave jo absurd hurtigt denne gang, hvis jeg selv skal sige det! (Ja, og faktisk også hvis andre skal sige det – for det er da blevet påpeget af flere personer!) Og hey, mange har sagt det før (altså at maven vokser hurtigere 2. gang), men ingen har sq sagt det så jeg forstod alvoren i det!

Derudover findes der alverdens myter i forhold til, om man venter sig en dreng eller pige – jeg åd dem råt i min første graviditet – uden at kunne finde et eneste tegn på hverken det ene elleer andet køn. Denne gang derimod føler jeg, at myterne passer. Min mave er rund og fed (i min optik), jeg er for sindsyg efter at få søde sager (hver dag!), jeg har fået bumser og min såkaldte skønhed er ikke-eksisterende, de første 3 måneder havde jeg konstant kvalme (Herreste Gud, den bedste kur mod det var da lys chokolade eller syrligt slik) og sidst men ikke mindst har jeg jo sindssyge humørsvingninger denne gang (er jeg helt sikker på min mand kan skrive under på!).

Når alt det er sagt, så nyder vi vores bette mand og nattesøvn frem til slut august. Vi glæder os som små børn til juleaften, og kan næsten ikke vente med at møde vores nye mini menneske og til at være far og mor – til to. ❤️

Okay, spejlet er beskidt. Man er vel børnefamilie.

…

og hvordan var det så liiiiiige man klarede den? ALT er nyt! Huset er nyt. Det at have så mange kvadratmeter er nyt. Det at rydde op på flere etager er nyt. Snakken om boliglån er nyt. Det at have et udeareal – ja sågar, et skur er nyt. Det at have vaskemaskine OG tørretumbler er nyt. Det at åbne døren og sætte sig direkte ud på terrassen er nyt. Det at eje en kæmpe Weber grill er nyt. Det at have rigtige naboer er nyt. Ja, alt er nyt – OG jeg elsker det! Jeg er bare på mega udebane, og forsøger som en 1. klasses elev at passe ind i en 9. klasse.

…

OG det er heldigvis her min kære mand kommer på banen. Egentligt så tror jeg, han er ligeså meget på udebane som mig, men som med alt andet i livet kan han, på den mest overbevisende måde, snakke om boliglån og lokalplaner for Ørestad, skrabe sne væk fra indgangen så snart det første snefnug rammer jorden, rydde op i skuret og genkende og hilse på samtlige naboer i kvarteret. Han virker ret tjekket og rolig, hvilket får os til at passe ind i rollen som husejere! Og ja, jeg skrev os!

Nu lyder det som om, jeg slet ikke har styr på livet som husejer, men jeg har faktisk ret godt styr på det der foregår indenfor husets fire vægge (hvis jeg selv skal sige det!).

Jeg nyder at lave mad i mit køkken. Jeg bruger opvaskemaskinen flittigt for slet ikke at tale om mit (i følge min mand) sygelige forbrug af  vaskemaskine og tørretumbler. Jeg passer perfekt ind i alle rum i vores hus og jeg har aldrig følt mig mere hjemme – og det må trods alt være det, der definerer, at jeg er vild med at være husejer! Indtil jeg får styr på det resterende, vil jeg læne mig tilbage og nyde mit liv i Ørestad, som jeg elsker! Naturen og byen i ét. Familien og de andre børnefamilier. Men send endelig gode råd min vej til hvordan man skaber den bedste kontakt til sine nye – helt sikkert søde – naboer).

Har i dag nydt de første solstråler på terrassen – tommel op til livet som husejer! 

Jeg f**king elsker at snage i andre menneskers fantastiske hverdag og liv! Så simpelt kan det siges. Dertil skal det tilføjes, at man har rigtig god tid til den slags, når man er på barsel. Telefonen frem når der ammes i længere tid eller når du vader rundt med barnevognen på anden time, fordi den lille bandit vågner så snart vognen ikke er i bevægelse. Det var i hvert fald i sådanne situationer, jeg fik snaget godt og grundigt i andre menneskers liv – så vær’så’god og snag tilbage!

Helt kort og lækkert ser livet som lillemy nogenlunde sådan her ud:

• 29 år – shit, næste gang rammer jeg de famøse 30 år – og har jeg nu opnået de ting, jeg burde inden da?
• Folkeskolelærer. Jeg elsker mit job med de skønne og skøre unger. En gang imellem drømmer jeg dog om, at gå helt andre veje – vel at mærke veje, som jeg ikke selv kender. endnu!
• Hustru. Og ja jeg brugte ordet hustru, da kone simpelthen lyder så gammelt! Men har i et godt og moderne udtryk for at være gift, så giv mig et hint.
• Husejer i Ørestad – og totalt nybegynder på det område. – Hvordan er det lige man kommer i kontakt med sine naboer og hvordan får man ryddet op på flere etager?
• Mor til én – til august er det til to, og lige her kommer jeg virkelig på udebane. 
• Flyvsk. Jeg får ofte gode idéer til ting, jeg skal gøre eller kunne. Når de idéer rammer mig, rammer de med 180 i timen og tingene skal realiseres på ingen tid. Derfor kaster jeg mig (helhjertet) ud i projekter, nogle bliver varige, mens andre bliver glemt sekunder efter.

Ja, fakta er: at jeg er et ganske almindeligt menneske med et ganske almindeligt liv. Sådan er det at være lillemy.

…

Livet som lillemy.

…